Beredskabsleder med stærke kommunikationsevner til nyoprettet stilling i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Tør du at gå forrest og tage ansvar for andre i krisesituationer?
Har du har faglige ambitioner om at være med til at etablere en stærk og samarbejdende beredskabsorganisation i Københavns Kommune?
Ser du en vigtig opgave i at være med til skabe et fælles sprog for kritikalitet på tværs af Københavns Kommunes syv forvaltninger?
Og kan du handle proaktivt på kritiske hændelser i krisesituationer?

Så læs endelig videre!

Om jobbet
Som beredskabsleder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF), Københavns Kommune, får du ansvar for forvaltningens kriseberedskab. Dette gælder både på det strategiske, taktiske og operationelle plan. Ansvaret omfatter alle vores plejehjem, samt hjemmeplejen som tager sig af borgere, der bor i eget hjem og også vil have brug for hjælp under en beredskabskrise. For at lykkes, er et tæt samarbejde med bl.a. forstandere, hjemmeplejeledere og andre aktører altafgørende.

Derudover vil du få en vigtig rolle, idet du skal være med til at opbygge en stærk og fremtidssikret beredskabsorganisation i hele Københavns Kommune. Det sker i samarbejde med kommunes andre beredskabsledere, som repræsenterer hver sin forvaltning. 

På det overordnede plan har du fagligt ansvar for at styrke

  • taktisk beredskabsledelse, faglig og organisatorisk ledelse af SUF's samlede beredskab, herunder udvikling og vedligeholdelse af samlede beredskabsplaner, implementering af nationale og regionale krav samt rådgivning af koncernledelsen om risici og beredskab.
  • krisehåndtering og operativ styring, ved både større og mindre hændelser, sikre klare kommandoveje og beslutningsprocesser samt planlægge og gennemføre øvelser og scenarietræning 
  • organisatorisk robusthed og løbende udvikling, herunder udvikle fælles procedurer ved større hændelser, understøttelse af bl.a. forstandere og hjemmeplejeledere i beredskabs- og krisehåndtering, sikre tværgående samarbejde i beredskabsspørgsmål samt systematisk opfølgning og læring efter eventuelle hændelser
  • varetagelse af ledelsesopgaven indebærer, at du som personaleleder skal opbygge en ny enhed (i vækst), og skal videreudvikle strukturer, processer og samarbejder på tværs af forvaltningen og hele kommunen, samtidig med at du skaber sammenhæng mellem det strategiske og det operationelle, og sammen med centerchefen bidrager du til, at direktion og politisk udvalg får gode muligheder for at sætte en strategisk retning for beredskabsområdet

SUF har i en årrække arbejdet med udvikling af et stærkt beredskab, men ambitionerne rækker videre end det. Københavns Kommune har i samarbejde med et eksternt konsulenthus udarbejdet en grundig analyse, som bl.a. identificerer kommunens kritiske opgaver i tilfælde af opståede kriser, og hvordan vi som kommune skal handle rettidigt og korrekt. Analysen bidrager til et fælles ledelsesmæssigt grundlag for kommunens arbejde med modstandskraft i fremtiden. Udover et fælles solidt billede af Københavns Kommunes beredskabssituation, er der udarbejdet en række initiativer, som skal implementeres frem mod 2030.

Du kan forvente, at du og medarbejderne på beredskabsområdet fysisk kommer til at sidde sammen med kolleger fra de øvrige seks forvaltninger nogle dage om ugen, og den resterende tid sammen med SUF i Telehuset på Borups Allé 41.

Den første tid 
Efter en planlagt introduktion, vil du på den korte bane skulle skabe dig et overblik og indsigt indenfor området, herunder forstå etableringen af en fælles og forpligtende krise- og beredskabsorganisation for hele Københavns Kommune, alt imens du lærer organisationen og samarbejdspartnerne at kende. Det er en nødvendighed, at du opbygger og vedligeholder tætte relationer til forstandere og hjemmeplejeledere. Samtidig med at du kommer ind i jobbet, skal du i tæt samarbejde med to medarbejdere sikre koordinering og fremdrift i planlagte indsatser.

På den længere bane skal du bidrage til at københavnerne lever sikkert og i forvisning om, at det civile beredskab i hovedstaden er velfungerende.

Om dig  
Vi forestiller os, at du har en relevant længerevarende uddannelse, og at du derudover har en del erfaring med krise- og beredskabsplanlægning, herunder håndtering af nødsituationer. Det vil være et plus, hvis du har en stærk forståelse for sundheds- og omsorgssektorens operationer, herunder samarbejde med offentlige og private aktører. Måske dette er dit første lederjob – vi stiller ikke krav til en formel lederuddannelse. Du

  • evner at arbejde koordinerende, struktureret og systematisk 
  • har spændvidde – dvs., at du er vant til og har erfaring med at bevæge dig rundt på de forskellige organisatoriske niveauer i en organisation, og kan gå fra et være operationel til at kunne redegøre for dine mere langsigtede overvejelser ifm. en samlet beredskabsplan
  • har veludviklede og særlig gode kommunikationsevner med en høj grad af integritet, som du gør brug af i samarbejdet med mange forskellige interne og eksterne samarbejdspartnere 
  • oplever dig selv som mental robust og ikke let at vælde omkuld, når det brænder på – du navigerer og samarbejder med mange forskellige interessenter, og du står sikkert i din faglighed
  • skal derfor være stærk i at skabe relationer, gode samarbejdsflader, bidrage aktivt til det tværorganisatoriske samarbejde og ikke mindst kunne se dig selv som en vigtig del af en politisk styret organisation

Derudover får du en selvstændig rolle i organisationen, hvilket betyder at du sammen med medarbejderne finder frem til de bedst mulige løsninger. Da det er en nyoprettet jobfunktion, får du selv en høj grad af indflydelse på dit job. Udover politisk bevågenhed, kan du regne med opbakning intent i organisationen.

Om os og forvaltningen
Afdelingen for Beredskab bliver én af i alt tre afdelinger i Center for Kvalitet og Beredskab, hvor du vil indgå i et ledelsesteam bestående af tre afdelingsledere og en centerchef. Udover Afdeling for Beredskab består centeret af Afdeling for Kvalitet og Borgersikkerhed samt Afdeling for Data og Analyse.

I SUF skal vi sikre, at organisationens ca. 420 ledere og ca. 11.000 medarbejdere har de bedste betingelser for at kunne levere service og pleje af høj kvalitet til borgerne. Forvaltningen står for ca. 10 procent af al ældrepleje i Danmark. Vores størrelse forpligter, og det er derfor en naturlig ambition for os at skabe løsninger af så høj kvalitet, at vi præger den nationale dagsorden på ældre- og sundhedsområdet til gavn for borgerne, både lokalt og nationalt. 

Læs mere her om dine udviklingsmuligheder og hverdagen som leder i SUF

Løn- og ansættelsesforhold 
Jobbet er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse den 1. december 2026. Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og forhandles efter kvalifikationer. Vi indhenter referencer og straffeattest på ansøgere, der kommer i betragtning til at blive tilbudt ansættelse. 

Yderligere oplysninger 
Du er velkommen til at kontakte centerchef Thomas Tarp Thorgaard på 60 45 64 14 for yderligere oplysninger eller spørgsmål. 

Søg via linket senest søndag den 18. oktober 2026 
Vi holder 1. samtaler onsdag den 21. oktober og 2. samtaler onsdag den 28. oktober. Kandidater, der går videre til 2. samtale, skal forvente at gennemføre et testforløb inklusive en case, som indgår i den samlede vurdering.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.